Større dojo i Randers!

Ombygning

Mere plads til vores mange medlemmer. Det er resultatet af en ombygning, som vores bestyrelse foretog lørdag den 29. august.

Bestyrelsen ses på billedet (fra venstre): Finn Jensen, Poul T. Mikkelsen, Hanne L. Pedersen, Carsten Schwartz og Lars K. Thomsen.

To ting er lykkedes
Ombygningen giver flere kvadratmeter i dojoen (træningslokalet) og fortsat gode siddepladser i opholdsrummet.

Vi har fjernet det lille rum ved køkkenet og taget nogle få kvadratmeter fra opholdsrummet. Dermed er dojoen blevet større. Hvad opholdsrummet angår, så er det en smule mindre – men bedre udnyttet. Den ene glasvæg er drejet, så vi har samme antal “vinduespladser” som før. Faktisk giver den nye indretning bedre mulighed for at følge træningen. Drejningen af den ene glasvæg betyder nemlig, at hele træningsarealet kan ses fra opholdsrummet.

Det lyder måske underligt, at vi kan forbedre både dojo og opholdsrum på én gang. Men det er lykkedes.

Højt medlemstal giver pres på lokalerne
Omkring årsskiftet regnede vi med, at ombygningen ville ske i sommerferien. Men så kom Corona … og dermed usikkerhed om en række ting. For eksempel vidste vi ikke, hvor mange medlemmer, der ville fortsætte efter den lange nedlukning. Det har heldigvis været MANGE. Dertil kommer nogle nye medlemmer, som er kommet til i august.

Nu er ombygningen gennemført, så vi har bedre plads til de mange, som træner effektivt selvforsvar i vores lokaler på Messingvej 35 i Randers.

Den “nye” dojo ses herunder.