Genstart!

Genstart

Endelig, endelig … ENDELIG! 21. april kunne vores yngste medlemmer komme i gang med træningen for første gang siden den nationale nedlukning i december. Hele 4 måneder uden Ju-Jitsu. Det er lang tid, og giver selvfølgelig bekymringer om både den mentale og fysiske sundhed blandt vores medlemmer. Og selvfølgelig også panderynker i forhold til, hvor mange der ikke kommer tilbage til de sunde vaner med god motion og samvær i foreningslivet.

I første del af genåbningen er det kun medlemmer under 18 år, som kan starte op. Her har vi set et mindre antal fremmødte end normalt, så vi formoder, at nogle ikke starter op igen. Til gengæld er der nogle nye, som er mødt op. Og så må vi sige, at gensynsglæden og humøret har været i top på vores forskellige hold.

Den 6. maj starter anden del af genåbningen for foreningslivet. Det betyder bl.a. at voksne fra 18 år kan begynde træningen igen.

Vi kender endnu ikke retningslinjer for træningen efter 6. maj. Desværre er politikere og myndigheder meget langsomme med at udmelde retningslinjer. Fx kom retningslinjer for under 18-årige aftenen før … Det eneste, vi ved er, at der skal fremvises coronapas (18 år og op). Den del kan vi godt håndtere, så vi forventer at starte op med træningen for +18 år – med mindre der kommer nogle uventede retningslinjer, som giver for store udfordringer.