News archive

 

Sensei Mikkel Bayard Rasmussen (Hedensted) gradueret til 1. Dan

Mikkel Bayard Rasmussen (i midten) bestod til 1. Dan (sort bælte) ved en international graduering den 21. april. Dommerpanelet bestod af hele syv personer. Panelets to højstgraduerede var Hanshi Michael Boldt (til venstre) og Hanshi Holger Boldt (til højre), der begge er 8. Dan og leder nogle succesrige klubber i Hamborg.

 

Begyndte som 10-årig

Sensei Mikkel startede sin træning i 2001 – i en alder af blot 10 år. Han er nu 21 år, så han har 11 års træning bag sig. Igennem årene har Sensei Mikkel lagt mange træningstimer i træningslokalerne. Men ikke nok med det. Sensei Mikkel har ofte hjulpet andre klubmedlemmer med træningen frem til deres gradueringer.

 

Specielt i det sidste halve års tid har der dog været stor fokus på Sensei Mikkels egen træning. Her er der blevet trænet igennem, så hans træningsmakkere næsten følte, at de var ved at blive slidt op ... Men det blev de ikke helt, så den internationale graduering blev gennemført i et drabeligt tempo, med stor sikkerhed og effektivitet.

 

I Hedensted er Sensei Mikkel den, der har trænet i længst tid hos Shihan Finn. Det var da også en yderst tilpas Shihan Finn, der kunne orientere om det samlede dommerpanels vurdering.

 

International standard

Igennem årene er vores dangradueringer afholdt med højtgraduerede udenlandske dommere. Vi lægger nemlig stor vægt på, at dommerne ikke blot er et par danske sortbælter, der har været kammerater i mange år. En uvildig international vurdering giver en langt større anerkendelse – og det sikrer, at vores sortbælter har en international standard.

 

Dommerpanelet bestod denne gang af fire danskere og tre tyskere. De fire danskere var fra vores egne klubber i Randers og Hedensted, mens de tre tyskere var Hanshi Holger Boldt (8. Dan), Hanshi Michael Boldt (8. Dan) og Renshi Jürgen Friis (4. Dan). Samlet set et yderst kompetent dommerpanel.

 

Hvad nu ... ?

Som nævnt højere oppe, så er Sensei Mikkel yderst hjælpsom. Så allerede ugen efter gradueringen er Sensei Mikkel begyndt at intensivere træningen for et af vores medlemmer, der træner til brunt bælte. Hertil kommer også lidt indledende træning til 2. Dan, så Sensei Mikkel vil også fremover lægge mange timer i Hedensted Ju-Jitsu Klubs dojo på Thorsvej 1.

Top