Nyhedsarkiv

FKW: "Flensburg Kampfsport Wochenende". Sådan. En hel weekend fyldt med kampsport og selvforsvar.

Ju-Jitsu, Judo, Karate, Krav Maga, Ninjutsu, Aikido ... you name it! Der var masser af stilarter på kurset. Og det bedste var, at deltagerne fik lov til at prøve det hele.

Kurset havde naturligt nok en lang række tyske instruktører, men også en enkelt schweizer. Hertil også to danskere, Shihan Kim Andersen (Ashihara Sønderborg) og vores egen chefinstruktør, Shihan Finn Jensen.

De fleste deltager kom selvfølgelig også fra Tyskland. Men Danmark var rimeligt repræsenteret med ca. 20-25 deltagere fra Odense, Sønderborg, Juelsminde, Hedensted og Randers.

Og lad det være sagt helt klart: Kurset var væsentlig bedre end sidste år. Årsagen var instruktørerne. Gengangerne fra sidste år leverede varen: Shihan Michael Boldt fra Hamborg leverede igen nogle glimrende grappling lektioner og Shihan Kim Andersen (Sønderborg) gir' den altså bare gas til træning! Herudover sørgede vores chefinstruktør for, at der var "Spaß" på måtten. Eller "måtten" er så meget sagt, for Shihan Finns undervisning var henlagt til trægulv. Men som Shihan Finn sagde: "Det gør jo ikke ondt på mig. Og jeg demonstrerer bare på Danny. Han er ung og har sort bælte, så han kan lide det :-)"

Nå, men respekt Danny. Godt klaret. Efter en hel weekend med kampsport og selvforsvar i Flensborg fortsatte du ufortrødent til træning i Hedensted mandag. Sådan.

Udover gengangerne var der de nye instruktører. De forstod generelt, at gøre træningen inspirerende og varierende for deltagerne.

Ros til vores gode venner i Flensborg. Vi ses igen næste år!

Top