Nyhedsarkiv

Budo til grænsen ... eller i hvert tilfælde næsten: Tinglev. Her blev der den 12.-14. marts afholdt et kursus med både Karate, Kickboxing og Ju-Jitsu på programmet.

Kurset havde 70 deltagere, der kom fra klubber i Flensborg, øen Sild, Tinglev, Søgård, Hedensted og Randers. Fra vores klubber i Randers og Hedensted var vi 23 deltagere, så det var et ganske pænt fremmøde.

Kursets instruktører var følgende:
Shihan Kaj Hansen, 5. Dan (underviste i Kickboxing)
Shihan Finn Jensen, 5. Dan (underviste i Ju-Jitsu)
Renshi Kim Jensen, 3. Dan (underviste i Kihon (Karate))
Renshi Sönke Theissen, 6. Dan (underviste i spark)
Sensei Søren Sørensen, 1. Dan (underviste i Ju-Jitsu)

Lørdag lagde juniorerne ud med Renshi Kims Kihon-træning, hvorefter Shihan Finn tog over med "Old Stool Ju-Jitsu" (hvor stole indgik i både opvarmning og selvforsvarøvelser). Derefter var det Sensei Sørens tur til at køre faldøvelser, knivforsvar og rytmiske øvelser á la Queen :-)

Seniorerne fik sig en del timer med Karate, Kickboxing og sparketræning. Da benene dermed var kørt trætte, kunne Shihan Finn tage over med at brække løs på armene ...

Søndag startede dagen ganske behagelig med en tur i svømmehallen, hvor der bl.a. stod vandgymnastik på programmet. Men vist også lidt boldspil og faldteknik fra vipperne.

Efter svømmeturen stod der morgenmad klar. Og vi må nok huske, at nævne køkkenfolkene. Maden var nemlig helt fantastisk hele weekenden igennem. Flere retter at vælge mellem både morgen, middag og aften – det var fornemt. Hertil også det velkendte sønderjyske kagebord, der var tilført lidt ekstra, da Shihan Finn havde fødselsdag om lørdagen.

Men tilbage til træningen ... den blev sluttet af med en gang Ju-Jitsu, hvor weekendens fødselar viste, at et år ældre ikke betyder noget (siger han selv).

Alt i alt en ganske fornøjelig weekend! Vi glæder os rigtig meget til vi igen skal være sammen med vores venner fra syden.

Top