Nyheder

Selvforsvar uden kast

JA ... Ju-Jitsu kan trænes uden kast og nedtagninger. I august 2018 startede vi op med selvforsvar uden kast. Faktisk er vi de eneste, der tilbyder denne type Ju-Jitsu! Det var et helt nyt tilbud, som skulle tiltrække nye målgrupper. Det vil sige mennesker, som normalt ikke kan træne hos os pga. skavanker, småskader eller lignende.

Cheftræner Finn Jensen startede et hold op i Randers, mens Sensei Søren K. Sørensen var ankermand for opstarten af et hold i Hedensted.

Nye og ”gamle” på måtten
I begge klubber har vi oplevet tilgang af nye medlemmer. På holdet i Hedensted er det hovedsageligt tidligere medlemmer, der har genoptaget deres træning. Netop muligheden for at undgå kast har givet dem chancen for et ”comeback” på måtterne.

Som idrætsforening er det glædeligt, at kunne byde tidligere medlemmer velkommen igen – samtidig med, at helt nye er startet op. Og netop helt nye er kodeordet for holdet i Randers. Her har hovedparten nemlig ikke trænet selvforsvar tidligere. Dertil kommer dog nogle stykker, som har trænet på vores ”almindelige” hold (inkl. kast).

Rollator- eller VIP-hold?
I Hedensted spøger deltagerne med, at de træner på ”Rollator-holdet”. I Randers er selvtilliden dog større, da de ser sig selv som ”VIP-holdet”. Begge betegnelser er selvfølgelig ment som sjov. For selvom der ikke trænes kast og nedtagninger, så er effektiviteten i top. Kast og nedtagninger er bl.a. erstattet af effektive stranguleringer, arm- og håndledslåse, som ikke trænes på vores øvrige hold.

Effektivt selvforsvar – med eller uden kast
Alle vores hold træner effektivt selvforsvar. Uanset hvilket hold, der vælges i vores klubber, så står vi inde for kvaliteten. Vi har ingen A og B hold. Vi har hold, der træner noget forskelligt. Dermed har flere mennesker mulighed for at vælge medlemskab hos os.

Læs mere om gratis prøvetimer i selvforsvar HER >

Top