Nyheder

Selvforsvar for børn

Der er ingen tvivl: Budokids er vores største succes i mange år. Budokids er holdet for de 7-9-årige i Randers. Holdet startede i april sidste år – med tre deltagere. Klubben i Randers var netop flyttet i egne lokaler, så nu skulle nogle af vores idéer føres ud i livet.

Fra 3 til 16 medlemmer og god stemning
I hele sidste sæson har der været ”liv og glade dage” på holdet. Medlemstallet kom nemlig op på 15 i starten af sæsonen og 16 i foråret. Og så er tre medlemmer endda rykket op på vores juniorhold.

Budokids træner hver onsdag kl. 17.15, og denne aften har udviklet sig nøjagtig, som vi håbede på. Der er masser af aktivitet på måtterne, mens mange forældre kigger på fra vores opholdsrum. Vi havde håbet på denne udvikling, men det er som bekendt svært at spå om fremtiden ... Vi vil da heller ikke lægge skjul på, at vi er rigtig stolte over den positive udvikling.

Tre instruktører på holdet
Konceptet for holdet er udtænkt af vores cheftræner, som selv har stået for holdet fra start. Han stod alene med holdet i de første par måneder, men har fået god hjælp efter holdets ”vokseværk”. I sæsonen 2018/19 er Sensei Hanne L. Pedersen og Lars Thomsen nemlig blevet faste instruktører på holdet.

De tre instruktører kan virkelig godt lide at træne de seje Budokids. Og det er vigtigt! Selvom der er plads til spas, så tager vi børnetræningen seriøst. Træningen indeholder leg og samarbejde – samtidig med selvforsvar.

Selvforsvar og leg
Træningen varer 45 min. – og der er fuld fart på fra start til slut. Budokids lærer de samme teknikker som på vores junior- og seniorhold. Men de lærer det i mindre portioner, så de har fem teknikker til hver graduering. På grund af deltagernes alder (7-9 år) er der lidt mere spas, end på vores juniorhold. Faktisk lægger vi stor vægt på, at det både skal være lærerigt og sjovt hver gang.

Mere information om Budokids i Randers
De friske drenge og piger træner hver onsdag kl. 17.15-18.00 (dog ikke i sommerferien) på Messingvej 35, 8940 Randers SV. Læs mere om Budokids på budokids.dk >

Top