Nyheder

Kursus i Hedensted

Besøg fra Australien og Italien

Hedensted Ju-Jitsu Klub var fyldt med forventningsfulde deltagere den 1. december. Årsagen var, at vi igen havde besøg af udenlandske top-instruktører.

Hovedinstruktør Soke Alan Campbel havde en af sine instruktører med hele vejen fra Sydney, Australien. Det var også denne gang Sensei Anton Abisaab, der er af af Alan Campbells instruktører, som er ansat på fuld tid. Ja, Alan Campbell har et professionelt setup med Dojoer på to forskellige lokationer og en række hold, der træner på skoler og i sportshaller. Med ca. 2000 (!) elever, så kan han naturligvis ikke nå det hele selv ...

Udover de to australiere, så fløj Sensei Frederico Biancardi til Danmark – fra Italien. Mens de to australiere havde besøgt flere andre lande før os, så kom Frederico Biancardi udelukkende til Danmark for at hjælpe på kurset i Hedensted. Han hjalp rigtig godt til om lørdagen, men især om søndagen var han i aktion. Om søndagen trænede vi nemlig Kobudo (træning med traditionelle japanske våben), som er Frederico Biancardis speciale.

Fuld fart over feltet hele lørdag

Fra start til slut var der fart og tempo på træningen lørdag. Først en opvarmning, hvorefter der blev trænet forskellige forsvar mod knivangreb. I løbet af dagen blev der bl.a. også trænet forsvar mod slag, liggende forsvar, forsvar mod to modstandere og forsvar, hvor man var trængt op ad en mur.

Fuld fokus til Kobudo om søndagen

Kobudo er en betegnelse for træning med traditionelle japanske våben. For at give deltagerne en grundig gennemgang af flere våben, havde vi besluttet, at have et begrænset antal deltagere til denne træning. For de fleste ville det nemlig være en introduktion til Kobudo.

Nunchaku, Bokken (træsværd) og Tonfa var de våben, som deltagerne nåede igennem på kurset. Det betyder ikke, at de nu er eksperter i disse tre våben. Men nu har de lært nogle basisøvelser og kata (serie af bestemte teknikker/bevægelser).

Mere Kobudo fremover

Skulle du have lyst til at prøve Kobudo, så skal vi først nævne, at vi stiller krav til alder og bæltegrad. Minimumsalder er 15 år – medmindre man er gradueret 3. kyu (grønt bælte). For seniorer (+15 år) gælder, at man skal være minimum 4. kyu (orange bælte). Det kan være, at vi justerer på det hen ad vejen, men sådan ser det ud nu.

Vores cheftræner snakkede med Soke Alan Campbell om forskellig ting i løbet af besøget. Bl.a. om, hvordan vi kan indføre mere Kobudo for de af vores medlemmer, som er interesserede i det. Vi vil i starten af det nye år løfte sløret for, hvordan vi vil gøre det.

Besøget var alt i alt en succes med en masse god træning – og så ser vi frem til at byde dem velkommen hos os en anden gang!

 

Top