Nyheder

Jubilæum i Horsens
Hanshi Robert Panneton kunne også fejre sit eget 50-års jubilæum inden for Budoverdenen.

Fede teknikker, blå mærker og store smil. Sådan kan vi li’ det. Hanshi Robert Panneton forstod virkelig at få folk i sving. Det gjorde han med sit høje tekniske niveau og store engagement.

Weekendens hovedinstruktør er fra Montréal i Canada, hvor han har sin egen dojo. Han viste et bredt udvalg af teknikker, som kursets deltagere kunne prøve kræfter med. Og der var stor tilfredshed hos deltagerne, der lærte en masse nyt.

Vores egen cheftræner, Kyoshi Finn Jensen, underviste også. Grøn, blå og sortbælter trænede bl.a. en serie teknikker til Jiyu Ippon Kumite (en blanding mellem pensum og reaktionsøvelser). Gul og orangebælterne fik bl.a. nye teknikker til liggende kvælergreb. Dertil havde han også taget Nunchaku’er med. Det var planen, at det var forbeholdt juniorerne, men seniorerne ville også gerne prøve, så det fik de lov til om søndagen.

Hele weekenden blev der trænet godt af deltagerne. De fik en masse ny inspiration, som de har gavn af fremover.

Fra instruktørernes side var der også stor tilfredshed med kurset. Hanshi Robert Panneton glædede sig over, at deltagerne knoklede på både lørdag og søndag. Han kunne også mærke, at deltagerne var meget interesserede i de ting, han viste på kurset.

Alt i alt en super weekend, hvor der var fart over feltet fra start til slut.

Se billeder fra træningen i Ju-Jitsu HER >

Se billeder fra træning med Nunchaku HER >

Se billeder med nogle af deltagere og Hanshi Robert Panneton HER >

Top